Nyhedsbrev
april 2010
Udsmykning
på Christinelystskolen, Lemvig
Billederne fik følgende ord med på vejen ved indvielsen
16. april:
”Tre
tibetanske troldmænd”.
Billedet
er malet efter rejseoplevelser, jeg havde, da jeg for nogle
år siden var en tur i Tibet.
Efter
en lang tur i firhjulstrækker over Himalaya-bjergene kom
jeg endelig til Tibets hovedstad Lhasa. Tibetanerne er handelsfolk,
og midten af byen var ét stort gademarked. Her kunne
man købe farvestrålende vævede stoffer og
smykker, CD-afspillere og mobiltelefoner, kunsthåndværk,
sjældne sten, mineraler og ting, vi ikke vidste hvad var;
og selvfølgelig kunne man købe madvarer, bl.a.
frugter og smør. Nogle her hjemme nyder at få fløde
i kaffen, men tibetanerne drikker te, og noget af vigtigste
for dem er at få smør i teen. En hel lille gade
solgte hovedsagelig kun smør; det var anbragt i store
blokke ude i solskinnet, og det var begyndt at smelte - det
lugtede ikke særlig godt. Det var her, de første
mindelser om Harry Potter og Diagonalstræde begyndte at
meldte sig. Dette blev yderligere forstærket, da jeg kom
til næste gadehjørne. Her fik jeg øje på
tre tibetanere med flotte hovedbeklædninger og forskellige
musikinstrumenter. Det var måske beboere fra et fjernt
kloster oppe i bjergene, der var kommet til hovedstaden, for
at proviantere, inden de vendte hjem til deres ensomhed igen.
De spillede med mellemrum på deres instrumenter, og det
gør tibetanerne, har jeg ladet mig fortælle, for
at holde onde ånder væk. Her må jeg minde
om, at vi er oppe i 4000 m´s højde, luften er tynd,
og man får ikke så meget ilt til hjernen. Det kunne
gå ud over dømmekraften, men efter et par timers
middagssøvn på hotellet, stod det lysende klart
for mig: jeg havde mødt tre tibetanske troldmænd.
Så da jeg kom hjem til Danmark igen, måtte jeg i
gang med at male, og her er resultatet. I billedet er der en
del pilefigurer malet efter en skabelon. På baggrunden,
der først var helt mørk, malede jeg en række
blå pile. Så opdagede jeg, at i mellemrummene, hvor
jeg ingenting havde gjort, opstod en række mørke
pile, der pegede i modsat retning. Når man går i
skole, kunne det måske være godt at vide, at de
perioder, hvor man ingenting gør, men holder pause, er
lige så vigtige som resten.
”Tre
ryttere”.
Et
foto fra Afrika inspirerede mig: Et optog med tre ryttere til
hest kommer imod mig. Der er fest og farver – rytterne
er klædt ud, og det er hestene også; de har fået
farvestrålende dækkener på med trekanter,
firkanter og andre former. Hvad der nøjagtig foregår,
ved jeg ikke – men måske netop det gådefulde
ved situationen gør, at fantasien begynder at arbejde.
Dette motiv digtede jeg videre på. Hvordan mon der var
på stedet? Jeg forestillede mig lugten og lyden af prustende
heste og hove mod jorden. Og et virvar af farver og geometriske
former. Når jeg maler, er farven det vigtigste, og mine
bestræbelser gik på at få alle disse ting
til at hænge sammen vha. farverne. Jeg ville gerne have
heste og ryttere til at komme ud af trekanter og firkanter og
komme os i møde.
Jeg har ikke malet detaljer i billedet. Når I kigger på
det, kan det være, at én ser noget, en anden ser
noget andet. Hvis I gør det, er I velkomne til at digte
videre. God fornøjelse.
|