Drivkraften
i Hans Mortens udstilling i Kammergalleriet er farverne. En
farvelidenskab, der sætter lysende, varme penselstrøg
op mod mørke og kolde – undertiden florescerende
orange og røde, der næsten bliver selvlysende,
op mod de blå og violette.
Alt sammen malet med energiske strøg, der fastholder
motivet. Der fornemmes en vulkansk aktivitet, hvor det oprindelige
nedbrydes, og nyt opstår, når farver forandres
eller delvis dækker collager af fotos.
Artister og dansende optræder som lysende skikkelser
på mørk baggrund. Skibe fyldt med mennesker og
en last malet i lysende signalfarver glider over det blå
vand. Og afrikanske kvinder med deres børn er på
én gang et billede på livet, hvor det er mest
udsat, når truslen er hungersnød og borgerkrig.
Samtidig er motivet af kvinderne i deres afrikanske dragter
et festfyrværkeri af farver og mønstre.